Hvis ikke vi ændrer retning, ender vi der, hvor vi er på vej hen.

pilotforditliv

For 2 1/2 år siden tog vi det vildeste spring i vores liv.

ALTSÅ VIRKELIG!!

Det kommer jeg lige tilbage til.

Hvor startede vi med at stoppe op?

3 år før det solgte vi vores hus i Roskilde. Tog rygsækkende på ryggen og rejste et år til Sydøst Asien. Med Vilma på 5 år, Luna på 4 år og Carlson på 2 år.

Nogen tænker måske:

“Det var da et ret vildt spring at sælge alt og rejse et år uden et fast sted at bo så længe, med tre så små børn.”

Selvfølgelig var det vildt nok, men det var bare ikke ligeså vildt, ligeså angstprovokerende og ligeså konfronterende for min identitet som det der skete for 2 1/2 år siden.

Da vi rejste rundt følte vi virkelig at vi havde ALLE muligheder i verden – vi kunne flytte lige derhen, hvor vi ville. Det var fantastisk

9 måneder inde i rejsen begyndte virkeligheden derhjemme virkelig at banke på.

Hvad skal vi lige hjem til? Hvor skal Vilma starte i skole henne? Og de to andre i børnehave? Hvor skal vi bosætte os? En overgang overvejede vi (ej nok mest mig) endda at tage en delt lærerstilling på Christians Ø, bare fordi vi kunne, når vi kom hjem. Sune mente cykelturene ville blive lidt for kedelige.. 

Men…

Vi følte os så frie.

I august måned 2016, da vi var hjemvendt fra Asien sad vi så i et lejet hus i Roskilde. Vi var faktisk endt lige der hvor vi kom fra. GOdt og grundigt på vej tilbage i hamsterhjulet!!!

Til trods for det, så tog det os alligevel to år at tage tilløb til at købe det som idag er drømmescenariet.

Men vi gjorde det sgu. Vi tog skridtet og flyttede fra by til land!!! Altså virkelig LANDET!

Vi tog skridtet.

Det skridt som vi måske langt hen af vejen var flygtet fra som unge teenagere, faktisk næsten så hurtigt vi kunne komme væk, forsvandt vi.

Væk fra Vestsjælland.

Jeg troede aldrig jeg skulle tilbage…

Jeg var fyldt med fordomme…

Jeg var fyldt med trods i forhold til mine børns manglende muligheder i udkanten…

Jeg var bange for at jeg ikke kunne finde åndsfælder…

Jeg forstår mig godt… Alle de forventninger kunne nemlig godt være blevet en del af min overbevisning, hvis ikke vi var rykket. Så havde jeg ikke givet mig selv den gave jeg lige nu i dette øjeblik føler jeg står med.

Nu kan jeg se tilbage på alt det jeg var bange for. Jeg var bange for jeg ikke ville blive lykkelig, fordi de mennesker jeg mængede mig med i Roskilde og før det KBH lignede mig selv ret meget. Det var trygt.

Men nu står jeg lige her i min have og kan bekræfte, at selvom det tog mig mange år at turde tage springet, så har jeg ikke en eneste dag fortrudt det.

Så hvis du overvejer at skifte retning i jagten på det gode liv, så er du i hvert fald velkommen til at kontakte mig.

Jeg ved jeg hvad jeg snakker om.  

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *